Hvad gør projektlederen, når han/hun sjældent har retten til at hyre og fyre. Projektlederen motiverer. Ikke med kaffe og kage, med lønpakker eller bonus, men med projektets vision og – ja – taknemmelighed som kommunikationsform. Hvordan hænger det sammen?
Motivation og taknemmelighed
Motivation kan inddeles i indre motivation og ydre motivation. Ydre motivation er dybest set ikke motivation, men forskellige grader af påvirkning udefra af andre mennesker – f.eks. en projektleder. Indre motivation handler om, at man selv gør noget af egen drift (kaldes autonomi) og uden at blive tilskyndet udefra. Deci og Ryan kalder det for self-regulation. De har forsket i 50 år i indre og ydre motivation (læs f.eks. artiklen Intrinsic and Extrinsic Motivations: Classic Definitions and New Directions, 2000). Hvis man som projektleder vil tilskynde projektmedarbejderne til indre autonom motivation, kan man bruge taknemmelighed som værktøj.
- Taknemmelighed som værktøj
Egentlig er der tale om manipulation. Man tilskynder en projektmedarbejder til at yde sit bedste ved løbende at takke (af hjertet – ikke uægte!) den pågældende for at være en del af teamet. Man puffer vedkommende gennem de fire fem stadier af ydre motivation, som Deci og Ryan taler om, frem til en indre motivation, hvor medarbejderen selv performer autonomt. Nogle skal have det på en måde, andre på en anden. Det ved vi fra Hersey og Blanchards legendariske model for situationsbestemt ledelse (1988) – den måler medarbejderens kompetencer og motivation, og kobler til fire forskellige ledelsesstile: den styrende, den coachende, den støttende og den fuldstændigt uddelegerende.
Hvad motiverer og hvad motiverer ikke
Taknemmelighed er et anerkendelses-redskab. Projektmedarbejderen bliver motiveret af at blive anerkendt (takket) for sit bidrag og for sin tilstedeværelse. Anerkendelse motiverer – det ved vi fra motivationslitteraturen. En projektmedarbejder, der bliver set, hørt og forstået af projektlederen, vil i de fleste tilfælde yde mere, folde sine kompetencer ud og give den gas. Modsat hvis projektlederen nøjes med at servere kaffe og kage, give lønpakker og firmatøj. Det motiverer ikke. Fra Herzbergs tofaktor-teori (1959) ved vi, at de ydre ting ikke motiverer – de skal være til stede for at skabe et neutralt klima. Hvis de ikke er der, bliver projektmedarbejderen utilfreds. Det skaber ikke grobund for motivationen.
Projektledelse og taknemmelighed
I projektlitteraturen står der cirka på side 1, at projektlederen ofte ikke har hånds- og halsret over sine medarbejdere (læs f.eks. Riis & Mikkelsen Grundbog i projektledelse, 2011, og Christensen & Kreiner Projektledelse i løst koblede systemer, 1991). Forskellen på linjeledelse og projektledelser handler om, at du som projektleder skal motivere dine medarbejdere på en anden måde end linjelederen. Hvis du inddrager dybfølt og empatisk taknemmelighed i din værktøjskasse, har du muligheden for at styrke dine projektmedarbejderes loyalitet over for dit projekt og forhindre, at de svigter dig, når linjelederen kalder.
Seneste kommentarer