Krig i Gaza. Brand i Los Angeles. Uforudsigelig præsident. Klima. Ukraine. Cyberangreb. Prepping. Terror. Kriser er der nok af. De forsvinder ikke af sig selv. Du kommer ikke over dem. Når en er væk, kommer der en ny. Du skal bare lære at håndtere dem. Taknemmelighed et godt redskab til at håndtere en tung tid.

Taknemmelighed er mere end et redskab. Det er et mindset.

Prøv taknemmelighed

Det er helt enkelt: Fokuser på de små ting. Alt det der virker for dig i dit liv. Globale kriser og kaos kan du alligevel ikke gøre noget ved. Videnskaben om taknemmelighed forklarer, at daglig dosis ved sengetid giver sjælefred og en god nats søvn. Dit immunforsvar bliver bedre. Du bliver mere robust. Du bliver mere glad.

Der er flere gevinster. Du lever længere. Du bliver bedre til at skabe stærke relationer til andre mennesker. Du bliver mere rummelig, tolerant og oplever tættere kontakt til dine følelser. Taknemmelighed for naturen kan dæmpe din klimadepression, hvis du har sådan en.

Alt sammen ifølge forskningen.

Boost din hjerne positivt

Studier viser, at jo mere din hjerne vænner sig til at tænke positivt, des mere udvider du dit positive syn på verden og dig selv. Du flytter dine tanker fra katastrofer til lykketilstande. Du får en palette af måder at handle på, som er farvet af glæde, optimisme, håb, humor, kærlighed, mod. I stedet for at skrue dig ind i et tunnelsyn med kamp, flugt eller lammende passivitet som handlemønstre.

Det er ikke så let, som vi tror. For mennesker er bedre til at tænke negativt frem for positivt. Og så er vi tilbage ved indledningen til dette blogindlæg.

Men der sker altså andre ting i verden end krig i Gaza, en uforudsigelig præsident, klimaproblemer, Ukraine. Vi er bare bedst til at se det mørke frem for det lyse.

Når du fodrer hjernen med positive tanker

Så udvider hjernen sig på det sted inde ved hjernestammen, der hedder hippocampus. Det betyder noget i retning af ‘hestens sted’. Den har facon som en lille søhest.

Når du oplever noget, du er taknemmelig for, bliver der sendt hormoner som dopamin og kærlighedshormonet oxytocin rundt i din krop. Det føles godt og det er godt for dig. For når du tænker positivt, kan du ikke samtidig tænke negativt. Så længe du fokuserer på de små og store ting, du er taknemmelig for, kan du ikke samtidig tænke på Putin, Trump, Xi, Nordkorea eller Gaza.

Det betyder, at du bliver skånet for usunde hormoner som kortisol, der gør dig stresset og deprimeret. Kortisol udskilles, fordi et andet sted, ligeledes tæt på hjernestammen, går i aktion. Det sted hedder amygdala. Og den er konstant på vagt. Den vokser for et godt ord. Ifølge forskningen skal der faktisk boostes mindst tre gange så meget på din hippocampus før amygdala kan holdes i ave.

Leif Lalleglad eller bare god til det svære?

Må man så ikke tænke negativt længere? Sådan spørger mange. Svaret er: selvfølgelig må vi det. Det skal vi da. Livet består af både det negative og det positive.

Men ved at træne din taknemmelighed bliver du bedre til at holde det negative ud.

Livet er ikke kun en jammerdal. Den er også positiv: kærligheden til dine nærmeste. En god kop kaffe eller te. Noget der lykkes for dig. At du er i live.

At tænke negativt er en overlevelsesadfærd. Vi kæmper, flygter eller smider os ned i en frysetilstand som om vi er døde. Det er en overlevelsesadfærd for at undgå at blive ædt af de store dyr. Vi er evolutionært designet til at holde øje med farer og trusler.

Men vi er også skabt til at tænke positivt. Det er også en overlevelsesadfærd. Vi åbner os følelsesmæssigt for at indgå i grupper og partnerskaber, makkerskaber, ægteskaber, selskaber. Det gør dyrene for at undgå at blive udstødt af gruppen som et isoleret byttedyr. Vi mennesker er, ifølge forskningen, bare bedst til at tænke negativt for at undgå at komme i problemer. Vi skal knokle mere for at få flere positive tanker ind i kroppen.

Skriv, skriv, skriv

Nu kommer taknemmelighed ind i billedet: Skriv tre ting, du er taknemmelig for i dag i en lille taknemmelighedsdagbog, som du har liggende ved siden af din seng. Skriv lige inden du skal sove.

For så har hjernen nemlig alle de positive tanker at forholde sig til i nattens løb frem for at bakse med negative nyheder som krig og kriser. Det er hemmeligheden ved taknemmelighed. Den er lige til at gå til.

Det holder jeg foredrag om og skriver om i mine blogindlæg.