Langelænderne vandt over Tesfaye og regeringen. Udrejsecentret Holmegård bliver ikke til noget. Kampen varede under en uge. Det var en kamp – ikke om de stærkeste argumenter, men om den bedste historie. Og den havde langelænderne. Vi kalder det storytelling. Lær mere her.

Vinderne

Langeland er et lille samfund på 400 beboere. Naturen er smuk, men befolkningen har udfordringer. En del er førtidspensionister og ældre. Udkantsdanmark kalder vi det. Efter mange års modgang er det lykkedes at vende udviklingen. Nu er turisterne og børnefamilierne begyndt at komme.

Regeringen og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) præsenterer en plan i maj 2021. Der er blevet købt et herresæde – Holmegård – for 13,5 mio. kroner. Rygterne siger til overpris. 130 tidligere og nuværende kriminelle fra udrejsecentret Kjærshovedgaard ved Bording skal flyttes til Bagenkop på Langeland.

Øboerne er i chok.

Langeland siger nej!

En beboer på Langeland åbner siden “LANGELAND SIGER NEJ!” på Facebook. Nu står hele lokalsamfundet sammen. Tesfaye stiller op til afklapsning på øen. Seks busser kører til København og demonstrerer med taktfaste, rimede råb “Mattias Tesfaye – Langeland siger nej” uden for Christiansborg, mens landspolitikerne diskuterer mellem kl. 19 og 20.15 den 25. maj. På vej hjem i busserne hører de lokale, at beslutningen er trukket tilbage.

Kampen er vundet på under en uge.

På Facebook hedder siden nu: “LANGELAND SAGDE NEJ!”

Hvordan gik det til?

Eventyret om Langeland

Vi tager historien en gang til: Lad os bruge en eventyrmodel (Greimas’ aktantmodel) og læse konflikten om Holmegård på Langeland som et virkeligt eventyr.

Der var engang et lille øsamfund på Sydfyn. Det lille samfund beskriver sig selv som båret af værdier som fællesskab, beskedenhed og det jævne liv. Her kommer man hinanden ved, siger de. Men en dag bliver freden truet af en skurk. Han kommer med en plan, som vil ændre det lille øsamfund fra en fredelig oase til det øberne forventer som en strid mellem det gode og det onde. Skurken vil lade en gruppe fremmede, der betegnes som kriminelle, flytte ind på et herresæde midt på øen. Skurken regner måske med, at øboerne er så få og svage, at de ikke magter at sætte sig op mod beslutningen.

Men her tager skurken fejl.

Helten og tryllestoffet

For på øen bor der en helt almindelig mand, som vi allesammen kan identificere os med. Han sætter sig for at bekæmpe skurkens planer. Den helt almindelige mand er helten i eventyret. Sådan en helt kalder vi for en antihelt, fordi han netop er helt almindelig som alle os andre. Han opretter en side på Facebook, der hedder: “LANGELAND SIGER NEJ!” Helten samler hele øen til kamp. Ja, faktisk forstår vi fra medierne, at vores helt måtte tage fri fra arbejde for at passe Facebooksiden.

Helten har nemlig fundet tryllestoffet, en rigtig trylledrik, som skal bruges til at kæmpe mod skurken: øfællesskabet.

Projektet: prinsessen og det hele ørige

Hvad vil helten og øboerne? Har de et projekt?

Ja, det har de. De vil ikke have de fremmede ind på herresædet Holmegård. Langeland siger nej. Hele Fyn siger nej. Og landets politikerne til højre og venstre siger nej. Det er let at forstå. De vil alle have skurken til at trække sin beslutning tilbage.

En rigtig helt gennemgår tre prøvelser – og helten her og alle øboerne ender da også i seks busser på vej til København for at at gøre endeligt kål på skurkens planer.

Det gode vinder over det onde. Den vældige modstander giver op og overdrager prinsessen til helten og øboerne, som har fået hjælp fra øens borgmester, en stor del af folkestemningen, medierne og det halve af Christiansborg.

Fortællingens statister er Kjærshovedgaard og beboerne i Bording. Dem er der ingen, der rigtig hører på.

Og de levede lykkeligt…

Sort hvid identifikation

Sådan kunne vi stoppe dette lille eventyr. Men der er lige et efterskrift:

Historien om Langeland og regeringen er en klokkeklar sort hvid fortælling, der er skåret helt ind til benet med en helt, en skurk, det gode over for det onde, en prinsesse (projektet), tryllestof (fællesskabetsværdierne på Facebook) og en happy ending. Plottet er tydeligt. Konflikten er klar. Vi er aldrig i tvivl om, hvem vi skal holde med. Langeland er definitionen på en historie, der er bygget op som et rigtigt eventyr.

Hvordan går det så med de andre konflikter, vi for tiden ser mellem regeringen og landets borgere.

Lad os tage et par stykker:

Dårlige historier

Borgerbevægelsen mod Egholmforbindelsen. Dårlig historie.

Kattegatbroen. Dårlig historie.

Støjplagede motorvejsnaboer. Dårlig historie.

Minksagen. Dårlig historie.

Coronanedlukning. Var en god historie med en tydelig skurk og trussel (coronasmitte) og en heltinde (statsministeren). Nu er det ved at blive en dårlig historie pga. lav smitte. Mange er vaccinerede. Der er fodbold på det, som nogen nu kalder for Festegnen. Mens festivaler må aflyse. Mudret billede.

Syrienmødre og deres børn og hjemsendelse af syriske flygtninge. Dårlige historier. Skiller vandene for og imod. Billedet er ikke klart.

Hvorfor er disse historier dårlige?

Det er de, fordi helten ikke er en entydig helt. Skurken kan ikke udpeges. Truslen mod fred og idyl er ikke den samme for alle. Trylledrikken er der ikke. Projektet er for diffust. Det er svært at udpege, hvem noget går ud over. Nogen får glæde af det, som andre lider under. Heltens hjælpere og modstandere kan ikke udpeges.

Der er for mange argumenter og for lidt følelser.

Afdøde Johannes Møllehaves ligeså afdøde hustru Herdis sagde engang noget i retning af: For at forstå virkeligheden må man omskrive den.

Lær at bruge historier: Omskriv virkeligheden

Vi starter en gang til med eventyret om Langeland og Tesfaye. Hvor hopper kæden op på fortællingens motor? Det gør den to steder: øboernes hurtige reaktion og deres markante fokus på den rimede sætning: “Mattias Tesfaye – Langeland siger nej”. Dette projekt er lige til at forstå. Ikke for mange dikkedarer. Der er gode billeder i busture og bannere.

Egholmforbindelsen. Det handler om motorvejen over øen Egholm i Limfjorden. Her siger de også nej. Men hvad er historien? Budskabet er komplekst – der er en borgerbevægelse, noget klima, noget natur, noget forurening, noget asbest, nogle øboere, nogle marker, nogle sommerfugle osv. Men også nogle bilister, der sidder fast i Limfjordstunnellen og ikke kan komme over på den anden side.

Hvor er skurken?

Men den vigtigste forskel er, at en motorvej ikke er en skurk på samme måde som en minister og hans udrejsecenter. Vi kan ikke identificere os med en motorvej.

Og sådan gælder det også for Kattegatbroen, som for nogen vil give øget mobilitet. Udvidelsen af E45 giver ulemper for nogen, men øget mobilitet for andre. Minksagen startede med farlige dyr, men endte med noget komplekst og diffust. Corona er efterhånden en endnu mere rodet fortælling.

For at vinde den kamp skal der skabes identifikation. Til helten.

Og der skal skabes antipati. Til skurken.

Historier er følelser

Historier, der duer, skal åbne for følelserne.

Vi kalder det patos.

Historier, der duer, er fortællinger.

Vi kalder det også for storytelling. Det kan du læse mere om her.

Man skal kunne føle sympati for helten og tage afstand fra skurken. Man skal kunne se projektet for sig. Finde trylledrikken. Der skal være hjælpere og modstandere. Man skal kunne forstå heltens prøvelser. Følge eventyrets logik. Det gode vinder over det onde.

Denne struktur bruger de i journalistikken, på film, i podcasts, i kunsten og litteraturen, på de sociale medier…

Det gør de også i virksomhedernes kommunikation. I branding. I reklamer. I imagepleje. I politik. I spin.

Og sådan kunne man blive ved.

Læs mere her.

 

 

 

 

 

.